I hvor god fysisk form skal man være for at kunne deltage i turen?

At krydse Alperne fra Tyskland til Italien med en rygsæk på 8 kg - med dagsetaper på op til 8 timer ad smalle stier, der til tider er sikrede med stålwirer - kan jeg det?

Langt, langt de fleste kan gøre det! For nogen skal der bare lidt mere træning og forberedelse til end for andre. Men for alle gælder det, at jo bedre forberedt man er, og i jo bedre træning man er, jo lettere bliver det at komme over - og jo mere overskud har man til at nyde turen.


Hvordan forbereder du dig til turen?


Hvis du ikke allerede har et par gode ankellange vandrestøvler, så anskaf dig et par i god tid - i så god tid at du kan nå at gå dem ordenligt til. Det er bedre at få ømme fødder og vabler på træningsturene, fremfor på de første dage af turen over Alperne.

Sørg for at have en god grundform. Kom afsted på en masse træningsture, jo flere jo bedre. Læg stille og roligt ud og øg gradvist både antallet, længden og intensiteten af turene.


Vi har ikke så frygtelig mange bjerge i Danmark, men vi kan alligevel godt træne os i at gå opad. Find nogle bakker, tag rygsækken på, og få pulsen op. Jo flere højdemeter, jo bedre.

End gerne ud med at kunne tage noget der ligner 1000-1200 højdemeter på en træningssession.


Når vi bevæger os rundt oppe i 2000-3000 meters højde, er luften mærkbar tyndere, det kan vi ikke træne os til hjemmefra. Men jo bedre vi er forberedte på turen og i jo bedre form vi er, jo nemmere gør vi det for os selv når vi bevæger os over Alperne.

Man skal ikke være bjergbestiger for at krydse Alperne til fods. Men lider man af højdeskræk vil man blive udfordret flere gange undervejs. Specielt på etape 2 og 3 kan man godt få et lille sug i maven når vi skal bevæge os opad på forholdsvis smalle stier. Men de to etaper er godt sikrede med stålwirer, så man har hele tiden noget at holde fast i og man føler sig alligevel sikker. Og så er det samlet set kun en lille del af ruterne, der er udsatte.

Turen rundt i Dolomitterne er ikke helt så lang og anstrengende som E5-turen over Alperne, alligevel skal man ikke tage afsted utrænet. Sørg for at grundformen er på plads, så bliver det meget sjovere at bevæge sig rundt i højderne.